Når stadig flere skoler bliver opdelte, så der ikke går elever fra alle indkomstlag, så skaber det både sociale og demokratiske problemer. Hvis vi ønsker at bevare en sammenhængskraft i Danmark, og hvis vi stadig tror på fællesskabet, så er det i skolen, vi skal starte med sikre disse værdier. Derfor er det på tide, at vi får vendt udviklingen væk fra et mere opdelt land og mod et land i fællesskabets navn.
Mange af os har følelsen af, at vores land bliver mere og mere opdelt. Vi møder ikke dem med helt andre liv end os selv, for de bor helt andre steder. Vi snakker ikke med dem, for de handler helt andre steder. Og vi lærer ikke at acceptere og forstå hinanden, for vi har ikke set hinanden i de år, hvor vii særdeleshed skulle lære. Det er ikke bare en følelse. Vores land bliver mere opdelt, og det øger risikoen for at vi mister den tillid, som er så afgørende for vores samfund. Et af de steder, hvor det er tydeligt at se, er i vores skoler. AE-rådet kunne for nylig berette, at fra 2007 til 2016 har vi fået markant færre skoler med en elevsammensætning der er blandet på tværs af indkomstgrupper. I 2007 var det cirka 40% af landets skoler, som havde en forholdsvis ligelig fordeling af elever fra forskellige indkomstgrupper. I 2016 er det tal faldet til 28%. Kort sagt betyder det, at rig og fattig ikke møder hinanden og at håndværkerbørn og akademikerbørn heller ikke gør. Netop her ses det meget tydeligt, at vores land bliver mere opdelt.
Vi ved det jo allerede godt. Vi ved godt, at flere har sendt deres børn på privatskole. Vi ved godt, at vi bor mere opdelt end vi gjorde tidligere. Vi ved godt, at der mange steder er en meget klar opdeling på indkomst, uddannelse, og social baggrund. Men vi skal gøre noget ved det, nu. For når vi opdeles som mennesker, mister vi tilliden til hinanden. Vi mister kendskabet til hvem hinanden er, og hvorfor nogle har en bestemt livssituation. Det øger mistroen, og det skaber hold hvor nogle er bedre end andre. Langsomt mister vi det danske fællesskab og spejler os udelukkende i mennesker, med hvem vi er praktisk taget ens.
Vores velfærdssamfund og retssamfund bygger på tillid, lighed og fællesskab. Hvis vi mister det, så mister vi sammenhængskraften og bevæger os mod et samfund, der i højere grad er præget af at hver er sin egen lykkes smed, og hvor vi ikke længere tror på et stærkt velfærdssamfund. Vi skal kæmpe imod den udvikling på alle fronter. Men et af de vigtigste steder at starte er med de kommende generationer. Derfor skal vi modarbejde den udvikling, der giver færre skoler med en blandet elevsammensætning. Og lad os da starte med at gøre folkeskolen stærkere og bedre. Lad os sikre at folkeskolen aldrig bliver et fravalg, men et sted hvor man ved, at uanset hvad ens barn kommer med i bagagen, så tages der hånd om det. Lad os sikre at folkeskolen har ressourcer til at løfte alle elever, for netop sådan kan folkeskolen blive et tilvalg. Kun igennem en stærkere folkeskole kan vi sikre os en blandet elevsammensætning og undgå at sammenhængskraften forsvinder.